26. februar 2025
Sådan får du mest ud af din gylle i foråret
Fra 1. februar var det igen tilladt at udbringe husdyrgødning. Der er dog ingen grund til at haste ud med gyllen før arealerne er helt tjenlige! Men er man i pladsmangel og skal have lavet noget luft, skal man gøre sig nogle overvejelser om hvordan man fagligt løser det bedst, samtidig med at man selvfølgelig skal overholde lovgivningen.
TIDLIG UDBRINGNING
Da jorden nogen steder kan have svært ved at bære, er det vigtigt at undgå strukturskader. Hav særligt fokus på at køre med et lavt dæktryk (hvis muligt), eller om nødvendigt køre med mindre læs ad gangen.
Vær også opmærksom på at afgrøderne ikke er i vækst før der er stabile temperaturer på over 5 grader, og der derved ikke er et behov for tilførsel af næringsstoffer før da.
Er det nødvendigt at starte tidligere, er det vigtigt at udvælge de arealer og afgrøder det har størst sandsynlighed for at kunne udnytte gyllen beds. F.eks. nedfældning i græsmarker eller udlagt i godt etableret vintersæd og raps.
Derudover er det vigtigt at overholde reglerne for udbringning i det tidlige forår. Det er ikke tilladt at udbringe husdyrgødning på vandmættede, oversvømmede og snedækkede jorde, samt hvor jorden er frossen i pløjelagets dybde. Det er dog tilladt at udbringe gylle på en frostskorpe, forudsat at jorden tør op i HELE pløjelagets dybde i løbet af dagen.
SANDJORD
På sandjord kan der være risiko for udvaskning af næringsstoffer i perioden fra udbringning til afgrøden er så meget i vækst, at den kan optage de udbragte næringsstoffer. På disse arealer er det derfor vigtigt, at gyllen udbringes til etablerede afgrøder med en god roddybde og en tidlig vækststart. På svineejendomme er det primært til vinterrapsen, dernæst vinterbyggen, og på kvægejendomme prioriteres flerårs græsmarker først. Afgrøder, som prioriteres sidst, er majs, kartofler og vårsæd.
Ved tidlig udbringning på grovsandet jord kan tilsætning af nitrifikationshæmmere til den udbragte gylle reducere risikoen for kvælstoftab ved nitratudvaskning.
LERJORD
Der er generelt en relativt lille sandsynlighed for udvaskning af nærringsstoffer på lerjord i det tidlige forår. Man kan derfor bedre selv vælge hvilke afgrøder man prioriterer først. Grundet rapsens tidlige næringsstofbehov har denne dog normalt førsteprioritet efterfulgt af (frø)græs, vinterbyg og de øvrige vintersædsafgrøder.
Strategien for udbringning af gylle til vårsæd afhænger af vejrforholdene. Hvis marken er våd, afventes gylleudbringning til efter fremspiring – prioritér rettidig såning højest.
UDBRINGNINGSTEKNIK
I vintersæd er der frit valg med hensyn til udbringningsteknik. Gyllen kan udlægges med slæbeslanger med eller uden syre, med slæbesko eller ved nedfældning. Husk nu at slangerne skal slæbe lige hen over jordoverfladen, så overfladen af den udbragte gylle minimeres. Således reduceres risikoen for ammoniaktab markant.
På arealer uden afgrøder og på arealer med fodergræs skal gyllen nedfældes eller forsures. Forsuringen kan ske i gylletanken før udbringningen eller i forbindelse med gyllens udbringning.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
HANS KUDAHL
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET