26. juni 2024
Sådan kan du bekæmpe ukrudt på udyrkede arealer
Fra 1. januar 2024 er det ikke længere tilladt at bruge glyphosat og andre såkaldte svært nedbrydelige aktivstoffer på arealer, som er befæstede og/eller stærkt permeable. De tilbageværende muligheder, på sådanne arealer, er gasbrænding og anden termisk ukrudtsbekæmpelse, strigling/harvning og kemisk bekæmpelse med pelargonsyre-holdige midler.
Pas på ved behandling af befæstede og permeable arealer
På arealer med fliser, stabilgrus og lignende kan der være en risiko for nedvaskning af kemiske midler til grundvand, idet der ikke findes et muldlag, som kan binde og nedbryde midlerne. Dette er baggrunden for de nye regler, som fra 1. januar 2024 forbyder brug af glyphosat, diflufenican med flere på befæstede og/eller stærkt permeable arealer.
Ukrudtsmidler på befæstede eller stærkt permeable arealer
Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler definerer befæstede arealer som: ”Arealer, hvor det øverste lag jord eller muldlag er fjernet og erstattet af asfalt, beton eller lignende, som sikrer, at nedbør ledes i en bestemt retning.” Endvidere defineres stærkt permeable arealer som ”Arealer, hvor det øverste jord- eller muldlag er fjernet, og hvor der er anlagt overflader med brolægning, fliser, spor, grusveje eller lignende, som sikrer en nedsivning af nedbør gennem arealet eller en overfladeafstrømning til faskiner, overfladevand eller kloaksystemer.” På sådanne arealer må der efter 1. januar 2024 ikke anvendes ukrudtsmidler, som ikke er let nedbrydelige.
Dette efterlader blandt midlerne til professionel anvendelse kun de pelargonsyre-holdige produkter TopGun Finalsan Koncentrat (reg.nr. 364-12) og Katoun Gold (reg.nr. 631-17).
Pelargonsyre er et andet navn for nonansyre, en naturligt forekommende syre, som kan udtrækkes af planter, og som i naturen nedbrydes meget hurtigt. Syren ødelægger plantecellernes membraner, så disse kollapser og dør i løbet af kort tid. Under gode virkningsbetingelser ses effekten samme dag, som der er behandlet. Pelargonsyre-midlerne er med andre ord kontaktvirkende midler, som skal dække plantematerialet helt for, at man kan opnå fuld bekæmpelse af ukrudtet. Dette betyder i praksis, at der anvendes vandmængder mellem 300 og 1000 liter pr. ha.
Pelargonsyre-produkterne virker bedst mod nyfremspiret eller småt etårigt ukrudt. Flerårige ukrudtsarter kan afløves, men vil ofte skyde igen fra underjordiske plantedele. Ligeledes kan f.eks. tuedannende græsser være vanskelige at bekæmpe i én arbejdsgang med pelargonsyre.
Ukrudtsbekæmpelse med pelargonsyre på befæstet areal. Der skal sprøjtes til fuld dækning af ukrudtet. Skærmen sikrer mod afdrift til vegetation, som ikke ønskes påvirket.
Foto: Carsten Fabricius, SEGES Innovation
For at få tilstrækkelig effekt er det vigtigt at følge opblandingsanvisningerne på etiketterne. TopGun Finalsan Koncentrat opblandes i forholdet 1,6 liter ukrudtsmiddel til 8,4 liter vand (baseret på væskemængde på 1000 liter pr. ha), mens det mere koncentrerede Katoun Gold anvendes i forholdet 0,45 liter ukrudtsmiddel til 9,55 liter vand (baseret på væskemængde på 500 liter pr. ha).
Det er nødvendigt med gentagne behandlinger over vækstsæsonen. TopGun Finalsan Koncentrat må anvendes maks. 8 gange pr. sæson, mens Katoun Gold må anvendes 4 gange pr. sæson.
For at sikre fuld dækning af ukrudtsplanterne og samtidig forebygge mod afdrift anvendes dyser, som giver mellemstore dråber. Ved rygsprøjte kan der kombineres med en skærm, som sikrer mod afdrift. Ved valg af den lille skærm på billedet anbefales en 80 grader dyse.
Ukrudtsmidler på udyrkede arealer uden befæstning
Mange glyphosatmidler giver på etiketten mulighed for anvendelse på udyrkede arealer, som ikke er befæstede eller stærkt permeable, altså arealer hvor det øverste muldlag er bevaret.
Vær dog opmærksom og læs altid etiketten grundigt. Ikke alle glyphosatmidler er godkendt til ukrudtsbekæmpelse på udyrkede arealer, men f.eks. Roundup XXL og Roundup PowerMax XXL er godkendt.
Også for glyphosatmidlerne er gentagen bekæmpelse i sæsonen ofte nødvendig, men bemærk, at det maksimale antal sprøjtninger pr. vækstår på udyrkede arealer for de fleste produkter er 3, og at der er fastlagt en maksimal dosis, både pr. sprøjtning og pr. sæson, som ikke må overskrides.
For glyphosatmidlerne gælder modsat pelargonsyre, at man bør tilstræbe en moderat væskemængde ved sprøjtning på udyrkede arealer, f.eks. 200 liter pr. ha.
Produktet Logo må ligeledes anvendes på udyrkede arealer uden befæstning. Der anvendes 50-150 g + LogoOil pr. ha, afhængig af ukrudtsbestanden.
Flammebehandling - spar på gassen
Flammebehandling kan være aktuel, hvor udyrkede arealer ønskes friholdt for ukrudt. En række forhandlere udbyder et bredt sortiment af gasbrændere. Til anvendelse på mindre gårdspladser og arealer omkring bygninger vil en håndbrænder normalt have tilstrækkelig kapacitet. En håndbrænder til dette formål koster fra omkring 1.500 kr. ekskl. gasflaske. Til større arealer vil der være behov for mere professionelt udstyr.
Brænding er især effektiv over for nyfremspiret ukrudt, som kun har udviklet kimblade. Det bedste resultat, både med hensyn til økonomi og effektivitet, opnås ved "blanchering", hvor cellevæggene sprænges, og planten "fordamper" sig ihjel. Planterne kan se ubeskadigede ud lige efter flammebehandlingen, og den fulde virkning ses først efter 2-3 dage. Kontroller derfor effekten straks efter brændingen ved "fingertryksmetoden", hvor man presser et blad let mellem to fingre. Hvis der efterlades et mørkegrønt mærke på bladet, betyder det, at cellerne er sprængte. Den udbredte praksis, hvor ukrudtet bogstaveligt talt brændes af, er unødvendig og spild af energi.
Det kan anbefales at flammebehandle hver 2. - 3. uge om foråret, således at ukrudtet holdes helt i bund. Senere på sæsonen udføres behandlingerne med langt større mellemrum. Normalt er 3-5 behandlinger påkrævet i løbet af sæsonen.
Dampbehandling
Firmaet Green Team ApS udbyder det såkaldte SPUMA-system, som er ukrudtsbekæmpelse med 95-98 grader varmt vand, som dækkes af isolerende skum, der derved holder på varmen, se foto.
Ukrudtsbekæmpelse med SPUMA-systemet.
Foto: Jens Erik Jensen, SEGES Innovation.
Metoden reducerer ifølge firmaet CO2-belastningen med op til 80 pct. sammenlignet med flammebehandling. Systemet praktiseres særligt hos kommuner og vejmyndigheder, men tilbydes også private. Se nærmere information.
På markedet er også "ukrudtsdampere", som virker efter helt samme princip som gasbrændere, men som ikke er brandfarlige. Disse har begrænset kapacitet og egner sig bedst til "hobbybrug".
Strigling af udyrkede og stærkt permeable arealer
Der kan anvendes mekaniske ukrudtsbekæmpelse på både udyrkede og stærkt permeable arealer. Gentagne striglinger med gårdspladsriver kan sikre en god bekæmpelse af ukrudt. De gentagne harvninger bekæmper småt nyfremspiret ukrudt. Stiglerne kan fås i forskellige arbejdsbredder og kan enten monteres efter ATV, plænetraktor eller en alm. traktor. Enkelte udbydere af gårdspladsriver har også monteret et ”skuffejern” forrest.
Har du spørgsmål, eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...
MICHAEL RIIS
Planterådgiver
TILBAGE TIL NYHEDSARKIVET