1. juni 2022
Svampebekæmpelse i vårhvede og havre
I både vårhvede og havre kan der anvendes flere forskellige ligeværdige løsninger. Det er en god mulighed for at få bruge op i de halve dunke som står i kemikalieskabet.
Normalt er en til to svampebehandlinger i vårhvede fuld tilstrækkelig. Bekæmpelsen retter sig primært mod meldug og gulrust. Sorternes modtagelighed for meldug og gulrust kan ses i tabellen nedenfor.
Forslag til behandling:
0,3 l/ha Orius Max i st. 37-39 (begyndende skridning ved kun en behandling)
0,3 l/ha Prosaro i st. 55-59
Tilsæt 0,1 Talius hvis der er rigtig meget meldug.
• Meldug bekæmpes ved over 25 procent angrebne planter i de tidlige vækststadier.
• Gulrust bekæmpes i modtagelige sorter ved konstateret forekomst.
• Brunrust bekæmpes ved over 25 procent angrebne planter i vækststadium 30-31 (1 knæ udviklet) og herefter ved over 10 procent angrebne planter.
• Septoria. Smittetrykket af Septoria er væsentlig lavere i vårhvede end i vinterhvede, og der skal flere dage med nedbør til at udløse en bekæmpelse. Det nøjagtige antal er dog ikke undersøgt. Behovet vurderes ud fra angrebsgraden og nedbørsforholdene. I vækststadium 45-59 (skridning) udløses en bekæmpelse, hvis der er over 10 pro-cent planter med angreb på 3. øverste blad.
• Hvedebladplet kan være et problem ved forfrugt hvede og samtidig reduceret jordbearbejdning, mens svampen er af mindre hyppig i pløjede marker. Angreb er oftest svagere i vårhvede end i vinterhvede.
I havre er det som regel kun nødvendigt at bekæmpe meldug. Havrebladplet er normalt et begrænset problem.
Forslag til behandling:
0,3 Orius Max ved begyndende skridning.
Eller 0,25 Comet Pro + 0,3 Orius Max ved meget bladplet
Tilsæt 0,1 Talius hvis der er rigtig meget meldug.
Meldug bekæmpes ved følgende angrebsgrader:
• Vækststadium 26-31 (buskning til 1. knæ er udviklet): Over 10 pct. angrebne planter.
• Vækststadium 32-36 (strækning): Over 25 pct. angrebne planter.
• Vækststadium 37-50 (fanebladet synligt til begyndende skridning): Over 50 pct. angrebne planter.
• Vækststadium 51-65 (begyndende skridning til blomstring): Over 75 pct. angrebne planter.
Havrebladplet er ikke så tit et problem, men bekæmpelse kan være nødvendig i visse år og marker ved over 25 pct. angrebne planter i vækststadium 32-65 (2. knæ dannet til blomstring). Havrebladplet kan forveksles med havrepletbakteriose, som ikke kan bekæmpes kemisk.