Antal nedbørsdøgn er afgørende for om halmen må ammoniakbehandles
Undtagelsen fra forbuddet mod ludning af halm med ammoniak er baseret på DMI’s opgørelse af nedbørsdøgn i de enkelte kommuner. Undtagelsen udløses, hvis der i en kommune i en 3 ugers periode fra uge 31 til 37 har været mere end 14 nedbørsdøgn, hvor døgnnedbøren har været større end eller lig med 0,1 mm nedbør.
Vær opmærksom på, at selvom der er opnået undtagelse fra forbuddet i din kommune, må ammoniakbehandling af halm ikke foretages i eller nærmere end 300 m fra kategori 1- og 2-natur.
Ludning af halm skal kun foretages hvis nødvendigt
Formålet med ammoniakbehandling af halm er at sikre lagerfast halm uden mug og skimmel, når halmen ikke kan bjærges tilstrækkeligt tørt. Alligevel er det vigtigt, at du forsøger at bjærge halmen så tør som mulig, selvom du vælger at ammoniakbehandle.
Ammoniakbehandling kan også forbedre foderværdien og ædelysten. Men ammoniakbehandlet halm er et forholdsvis dyrt energifoder, og en betydelig del af den tilsatte ammoniak tabes til det omgivende miljø. Derfor bør ammoniakbehandling af halm begrænses mest muligt, og bør kun anvendes til at konservere fugtig halm.
Dosering af ammoniak til konservering af halm
Ammoniakken fordeler sig dårligere i fugtig halm end i tør halm. Derfor er det vigtigt at bjærge halmen så tør som muligt.
Der skal anvendes 3,0 pct. af halmtørstoffet til at konservere fugtig halm.
Eksempel: Hvis vi antager at en bigballe vejer 500 kg med et vandindhold på 20% (400 kg halmtørstof), skal der tilføres 12 kg ammoniak pr. balle ved 3%.
Mængden kan reduceres til 2,0 – 2,5 pct., hvis halmen er næsten lagerfast, eller hvis der tildeles ammoniak til hver enkelt balle med spyd.
Behandles i markstak bør der maksimalt være 2,5-3,0 meter mellem indføringsstederne.
Ammoniakbehandling frarådes i frøgræshalm og hø samt i halm med meget græs på grund af betydelig risiko for dannelse af nervegiften 4-methylimidazol.
Anvendelse af ammoniakbehandlet halm
Halm, der er konserveret med ammoniak, bør først og fremmest anvendes som foder. Anvendelse af ammoniakbehandlet halm til strøelse må være en absolut nødløsning, og vi kan ikke udelukke, at det kan have negativ betydning for dyrenes sundhed, fordi ammoniak kan give irritation af hud og slimhinder.
Anvendelse af ammoniakbehandlet halm til strøelse bør også begrænses mest muligt, fordi der vil være et større kvælstoftab til miljøet. Ved fodring udnytter koen en del af det kvælstof, der er i halmen.
Uanset anvendelsen skal halmen udluftes godt inden anvendelse, både af hensyn til mennesker og dyr. Tag derfor ballerne ud af stakken flere dage før anvendelse.
Kvælstof og gødningsregnskab
Kvælstof anvendt til foderformål skal med i gødningsregnskabet, men maskinstationen skal indberette det, som kvælstof anvendt til foderformål. Det beslaglægger derfor ikke noget af ejendommens kvælstofkvote til markerne, og der skal ikke betales kvælstofafgift.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...