Generelt står majsen godt i år – og meget mere ensartet end det ofte er tilfældet. Planterne ser ud til at være meget kraftige, hvilket kan påvirke efterafgrøderne negativt, men med udsigt til en høst i den tidlige ende af spektret for majshøst, vil den forlængede vækstperiode for græsefterafgrøderne i nogen eller høj grad kunne kompensere for en svagere udvikling nu.
Det er dog usædvanligt, at der hen sidst i august er så tørt, som der er i nogle områder nu. Det bliver spændende, hvor meget vand der kommer her i løbet af uge 36 og hvordan nedbøren påvirker majsen på nuværende tidspunkt.
Figur 1: DMIs tørkeindeks viser forøget til høj risiko for tørke i Fjordlands område (Kilde: DMI).
Billede 1: Vandmangel i majs. Planterne fremstår tørre med grå og sammenrullede blade.
HØSTTIDSPROGNOSE
Majs til helsæd skal høstes med 30-34 procent tørstof. I cropmanager.dk kan du følge prognosen for tørstofindholdet i majsen i dine egne majsmarker. Klikker du på "Markplan", og dernæst på en majsmark på markkortet og dernæst på "Høsttidsprognose" får du vist en kurve for udviklingen og prognosen for høsttidspunkt i majsmarken. Denne prognose kan også anvendes til at fastlægge høstrækkefølgen af dine majsmarker.
Majshøsttidsprognosen
Viser, hvordan vejret påvirker tørstofindholdet i majsplanter, der høstes med 30 cm stub og anvendes til helsæd
Anvender de lokale vejrdata indtil den aktuelle dag, den lokale vejrprognose den følgende uge og 30-års normen derefter
Sort og sådato skal angives. Prognosen håndterer kun sorter, som har deltaget i Landsforsøgene i de seneste to år
Prognosen justeres løbende på grundlag af høstprøver fra majsmarker fra slutningen af august
Du kan også selv udtage en prøve i egen mark og korrigere modellen ud fra tørstofindholdet i prøven
Figur 2: Høsttidsprognose for helsædsmajs. (Kilde: CropManager, SEGES)
Figur 3: Tørstofindholdsprognose for helsædsmajs. (Kilde: CropManager, SEGES)
BIOMASSEKORT
Selvom der er et stykke tid til høst af helsædsmajs, er det allerede nu muligt at få et forsigtigt bud på årets udbytte i majshelsæd. Et af værktøjerne i CropManager er en udbytteprognose for majshelsæd. Ud fra satellitfotos og analyser giver prognosen et bud på, hvad tørstofudbyttet bliver pr. hektar, og hvad det samlede udbytte bliver for hele marken målt i tons tørstof. Da det er en prognose, er det selvfølgelig forbundet med en usikkerhed, som aktuelt angives til +/- 1,3 tons tørstof pr. ha, men som overordnet værktøj giver det et fornuftigt overblik over markens og ejendommens udbyttepotentiale. Derudover er det også meget tydeligt at se forskellene indenfor marken, som ellers kan være svære at få et indtryk af i majsmarken.
Udbytteprognosen giver som nævnt ovenfor kun et bud på tørstofudbyttet og ikke et bud på en forventet kvalitet.
Udbytteprognosen er mest usikker i yderpunkterne af normalt udbytte i majs. Hvis majsen står meget dårligt, har udbytteprognosen en større usikkerhed, hvilket formodes at skyldes, at analysen har svært ved at skelne mellem reflektionen fra afgrøden og refleksionen fra efterafgrøden. Ligeledes er der også en øget usikkerhed ved meget høje udbytter, som tilskrives at prognosen har et mætningspunkt, hvor forskellene ved meget høje udbytter kan være svære at identificere.
Figur ved siden af viser et eksempel på en mark og prognosen for udbyttet i marken. Det kræver abonnement til CropManager at kunne se udbytteprognose-kortet for majs. Du kan prøve CropManager gratis indtil 31. marts
Din planterådgiver kan også tilgå udbytteprognose-værktøjet hvis du har brug for hjælp.
Figur 4: Udbytteprognose for helsædsmajs. (Kilde: CropManager, SEGES)
Figur 5: Udbytteprognose for helsædsmajs i en uens mark. (Kilde: CropManager, SEGES)
Udbytteprognosen i majshelsæd forudsiger tørstofudbyttet på markniveau og viser variationen i udbytte indenfor marken i en opløsning på 10 x 10 meter. Prognosen udføres ud fra satellitdata. En ny prognose leveres, så snart der er skyfri satellitbilleder efter den 1. juli, 15. juli, 1. august og 15. august i hver vækstsæson. Prognosen kan bruges som grundlag for at vurdere, om foderforsyningen ser ud til at blive tilstrækkelig, eller om det ser ud til, at der bliver behov for supplering eller evt. mulighed for salg.
Udbytteprognosen er også meget anvendelig til at kigge nærmere på pletter og områder i marken, hvor biomassen er mindre. Er det dårlig fremspiring, ukrudt, jordbund, skal der tages en jordprøve osv.
EFTERAFGRØDER
Når du nu alligevel bevæger dig en tur rundt i dine majsmarker for at se til majsens udvikling så tag også et kig på, hvordan dine græsefterafgrøder ser ud. Sidste år var selvsagt et godt år for græsefterafgrøder og næsten uanset metode lykkedes alt og i nogle tilfælde lykkedes efterafgrøden måske endda lidt for godt. I år kan måske betegnes som et mere normalt år for majsen og perioden efter etablering af græsefterafgrøden. Du bør vurdere om din græsefterafgrøder er fremspiret tilfredsstillende og står ensartet mellem rækkerne klar til at starte væksten, når majsen bliver høstet om en måneds tid eller for nogle måske før. Der findes flere metoder til at etablere efterafgrøden og sikkerheden i en god etablering varierer efter metode. Den bedste metode er at så efterafgrøden med såskær, og den dårligste hvor frøene blot bliver blæst ud bag renseren.
Billederne her er fra 2024, der som nævnt ovenfor var et godt år for græsefterafgrøden.
Billede 2: Græsefterafgrøder etableret med såskær
Billede 3: Græsefterafgrøder blæst ud bagved radrenseren.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver hos Fjordland...