Såning af Vårsæd er påbegyndt på de ”lettere” jorde, vi har ikke haft de store regnmængder i februar, og marts er indtil nu kommet til os, med forårsfornemmelser.
Hvis lerjord stadig er vandmættet og du vil pløje/dybdeharve, så vent!
Når lerjorden er helt vandmættet vil for tidlig pløjning resultere i våd, svær bearbejdelig jord. Efterfølgende etablering af såbed kan resultere i store knolde, som det er tæt ved umuligt at opnå en god krummestruktur i. Desuden er der risiko for at kørsel i bunden af furen, kan give betydelig pakning af underjorden.
En god etablering er grundlaget for en god høst. For at lave et godt såbed, kræves at jorden er så tør, at jorden kan smuldre ved harvning. Måske skal 2025 være det år, vi kan bearbejde jorden rettidigt - godt begyndt er halvt udført.
Vårsæd har en kort vækstsæson og kvitterer udbyttemæssigt for en tidlig etablering, men der er først betydelige udbyttetab ved såning efter ca. 20. april. Frem mod 1. maj er udbyttetabet omkring 10 procent, hvilket hurtigt er sat over styr ved en dårlig etablering.
Når der såbedsharves, må der ikke hives store knolde op, - så er man for tidligt ude og bør afvente yderligere udtørring eller eventuelt reducere arbejdsdybden.
Har man en overjord med 3-4 pct. humus/hyppig halmnedmuldning, kan man ofte reducere harvedybden og opnå et godt såbed.
Pløjefri etablering af vårsæd
Når man ikke pløjer, er jorden mere fast. Det betyder at sådybden ikke behøver at være så dyb, for at sikre kontakt mellem kerne og fast jord. Kommer kernerne dybt i jorden, betyder den faste/køligere jord en langsommere fremspiring - og det er der ingen grund til. Så hellere lidt øverligere sådybde.
Er der ikke anvendt glyphosat i efteråret, bør marken nedvisnes med glyphosat inden første opharvning for at undgå tidligere fremspiret græs- og tokimbladet ukrudt fortsætter sin vækst. Anvend 360-720 gr. aktivstof afhængig af ukrudtets størrelse og type.
Placer startgødning i forbindelse med såningen. Hvis såmaskinen ikke kan placere gødningen, viser forsøg og praksis at samsåning også fungerer godt.
Våd jord og gylle er en skidt kombination
Hvis det bliver regn ”drille vejr”, så vent med at udbringe gylle til efter fremspiring.
Udbring gyllen med slæbeslanger, når afgrøden er kommet godt fra start. Overvej evt. at anvende en gylleudlægger, for reduktion at jordpakning i gyllesporene. Kvælstofudnyttelsen kan øges ved tilsætning af syre, som især er relevant i blæsende, varmt vejr og i vårbyggens tidlige vækststadier.
Fosfor er særlig vigtig til vårbyg
VIGTIGT overhold P–Loft, se den i Gødningsplanen
Vårbyg har ofte en større udbytterespons på tildeling af fosfor end vintersæd har. Dette skyldes, at vårbyg har en kort vækstsæson, så langsom vækst pga. for lav tilgængelighed af fosfor ”straffes” hårdere end vintersæden, som kan optage fosfor og danne rod over en lang periode. Derfor bør fosfor til vårbyg prioriteres højere end vintersæden.
Ved lave fosfortal (under 2) bør der som minimum tildeles en fosformængde svarende til den forventede fraførsel, ca. 20-25 kg P/ha.
Ved middel fosfortal (2-4) bør der også tildeles fosfor svarende til bortførslen i gennemsnit over årene, men en mindre tildeling i et enkelt år vil ikke give udbyttetab.
Ved høje fosfortal (over 4) bør der stadig tildeles fosfor, hvis det er muligt, der kan dog spares lidt og mængden kan om nødvendigt reduceres til 10-15 kg P/ha.
På grovsandet jord skal der tildeles fosfor selv ved høje fosfortal (over 4) hvis det er muligt, da planternes mulighed for at optage fosfor er ringere pga. ringere rodudvikling og udtørring af jorden.
Har du spørgsmål eller behov for sparring, er du altid velkommen til at kontakte din planterådgiver...